Classics

Classics (subject literature)

Classics - in the broad sense of the term - are works which have proved their quality and importance through different times and currents. (In a narrow sense the term refers to texts written in the ancient Mediterranean world, cf., Wikipedia, 2005).

Examples of classics in subject literature are: Aristotle's De Anima (On the soul) (ca. 350 BC) , Charles Darwin On the Origin of Species by Means of Natural Selection (1859), René Descartes Discourse de la méthode (1637) and Adam Smith The Wealth of Nations (1776).

The concept of classics is of course relative: Not everything that in a given period have been considered classics remain so. A distinction should be made between the historical impact of a work (its historical reception) on the one side and its future potentials on the other side.

to be edited:
Dens aktuelle idémæssige potentialer hænger samme med teoretiske forhold (*paradigme): hvorvidt dens grundantagelser på den ene side er i overensstemmelse med fundamentale videnskabelige grundkrav, og på den anden side kan perspektivere og bidrage til at løse grundlæggende problemer.

Nogle fag (f.eks. filosofi) arbejder meget ud fra fagets klassikere, mens andre fag (f.eks. eksperimentalpsykologi) arbejder udfra empiriske metoder og stiller arbejdet med klassikerne noget i baggrunden. I eet og samme fag betoner de empiristiske/rationalistiske/positivistiske videnskabsteorier især den uhildede iagttagelse, mens de hermeneutiske/historistiske videnskabsteorier især betoner studiet af tradition og overlevering, dvs. klassikerne.

Pauli Jensen (1976, side 23) skriver: "Når der her er gjort meget ud af udviklingspsykologiens historie er det ikke for historiens egen skyld, men bl.a. fordi de tidlige værker indenfor udviklingspsykologien er af meget høj kvalitet og derfor stadig læseværdige og inspirerende; dette især fordi de tidlige (udviklings)-psykologer også var grundigt fagfilosofisk skolede og derfor i højere grad end det ofte senere er tilfældet kunne se forskningsresultater i vide perspektiver. Hertil kommer, at de omtalte doktriner om barnets og udviklingens natur ikke bare er fortid, men i høj grad er levende nutid, samt at de tidligt opståede metoder stadig anvendes". Lignende tanker udtrykker Balvig (1988) med hensyn til samfundsvidenskaberne.

Det er vel en udbredt fornemmelse i dag, at mange videnskaber, især psykologi og samfundsvidenskaber i det 20-århundrede har satset kollosalt på dataindsamling efter empiriske forbilleder og derfor forsømt arbejdet med klassikerne. Det har bevirket en ophobning af trivialiteter i bibliotekerne og en relativ mangel på teoretisk stringens og på den saft og kraft, der præger klassikerne.

Et fags klassikere identificeres bedst gennem faghistoriske oversigtsværker, men det er værd at betænke, at ingen faghistorie er objektiv, og at arbejdet derfor dybest set ikke kan gøres uden en aktiv forholden sig til faghistorien: Fortiden udvikler sig hele tiden!

Literature:

Balvig, F. (1988). Introduktion til den videnskabelige metode. København: Københavns Universitet, Kriminalistisk Institut.

Pauli Jensen, J. 81976). En kort introduktion til udviklingspsykologien. København: Akademisk Forlag. (Udviklingspsykologiske tekster 4)

Wikipedia, the free encyclopedia. (2005). Classics. http://en.wikipedia.org/wiki/Classics