Genre

Dokumenters udtryksform, stil eller genre spiller ikke samme rolle i fag­litteraturen som i skøn­litteraturen, men naturligvis gør den sproglige og udtryks­­mæssige form sig også gældende her, især i retning af faglige konvensioner. Sådanne konvensioner er ofte nedfældet i særlige "style manuals" eller "publication manuals" (jfr. *"Publikationer, normative retningslinier").

Semiotikken og forskning i skriftlig kommunikation beskæftiger sig mere teoretisk med genrebegrebet. Hepfler (1994) skelner således imellem relativt eller absolut invariante transhistoriske generiske strukturer på den ene side og genrer forstået som historisk identificerbare grupper eller familier af tekster på den anden side. De mest universelle generiske strukturer er knyttet til bestemte tale­situationer, f.eks. den rapporterende, den fremførende og den konstaterende. Han finder, at fra et struktura­listisk-­semiotisk perspektiv, kan man bedst opfatte genrer som kommuni­ka­tive normer, der udgør en del af talerens og tilhørernes kumminikative kompetence i et givet sprog. Disse normer er tekst-konstituerende principper, idet enhver tekst nødvendigvis må bygge på en eller anden slags generiske makrostrukturer (der kan ikke være nogen "texts in abstracto").

Litteratur: Hempfler, Klaus W.: Genre (Pp. 282-284 in: Sebeok, Thomas A.: Encyclopedic Dictionary of Semiotics. 2.ed. Tome 1-3. Berlin & New York: Mouton de Gruyter, 1994. (Approaches to Semiotics 73)).