Science

See Science (Epistemological lifeboat)

to be edited

Det engelske ord for videnskab, "science" og det tilsvarende adjektiv "scientific" betød fra Platon og Aristoteles og langt op i filosofihistorien (incl. i Locke's og Hume's forfatterskab) viden, der nødvendigvis er sand (Denne betydning kan sta­dig­­væk spores i lægfolks opfattelse af dette begreb). Begre­bet er etymologisk beslægtet med epistemologi (Græsk: episteme), der er er­­kendelsesteori eller læren om, hvordan man er­hverver viden. Denne viden erhverves ifølge den klassiske opfattelse fra rationel tænkning. Viden, der stammer fra empirisk forskning, d.v.s. viden om kon­tin­gen­te fakta, kaldtes oprindeligt ikke videnskab. Natur­viden­skab betegnedes således indtil slutningen af det attende år­hundrede for "natural philosophy".

I de moderne begreber "videnskab" og "science" ligger ikke kun en begrænsning til logisk givet viden, men viden givet ved hjælp af de(n) videnskabelige metode(r). Hvad der udgør videnskabelige metoder er et kontroversielt spørgsmål, ligesom spørgsmålet om hvorvidt der findes een videnskabelig metode (naturalisme) eller forskellige grupper af videnskaber anvender væsensforskellige metoder (f.eks. hypotetisk-deduktiv metode i naturvidenskaben og hermeneutik i humaniora) er kontroversielt. Uanset at metode­spørgsmålet ikke er endeligt afklaret, dyrkes stadigvæk videnskab: Man må derfor skelne imellem den sociale organisation på den ene side og den normative karakteristik "videnskabelighed" på den anden.

Det engelske ord "science" svarer ikke til det danske "videnskab" (eller det tyske Wissenschaft"). Science omfatter kun naturvidenskab (og samfundsvidenskab), ikke humaniora, der betegnes "arts and humanities". En naturforsker og en samfundsforsker betegnes "a scientist", men en humanistisk forsker betegnes "a scholar".

Videnskabsbegrebets historiske udvikling og nuværende status belyses af Feyerabend (1995, 806-809). Han finder ikke, vi monolitisk kan tale om hvad SCIENCE er, men må studere de spredte forsøg, der har erstattet bl.a. den positivistiske opfattelse. Tilsvarende skriver fysikeren og videnskabsteoretikeren A.F. Chalmars:

"En stor del af argumentationen i denne bog har bestået i på forskellige måder at give en fremstilling af, hvad fysik er, og i at efterprøve disse forskellige fremstillinger ved at sammenligne dem med fysikkens historie. I lyset heraf vil jeg sige, at titlen på denne bog er noget vildledende og lidt for ambitiøs. Titlen antyder, at der findes én kategori, "videnskab", og at spørgsmålet dernæst er, hvorvidt en række af erkendelsesområder, som f.eks. fysikken, biologien, historien, sociologien osv., falder inden for eller uden for denne kategori. Jeg skal ikke kunne sige, hvorvidt det er muligt at give en så generel beskrivelse af videnskaben. Det står i al fald ikke i filosoffernes magt at give forskrifter om hvilke kriterier, som skal være opfyldt, før et givet erkendelsesområde kan anerkendes som en "videnskab". Man må analysere hvert erkendelsesområde ud fra dets egne præmisser. Det vil sige, man må undersøge dets målsætning, som udmærket kan adskille sig fra, hvad man i almindelighed mener målsætningen er, eller hvad den bliver fremstillet som, og man må undersøge hvilke midler, som anvendes for at opfylde denne målsætning, og i hvilket omfang det lykkes. Heraf følger ikke, at intet erkendelsesområde kan kritiseres. Ethvert erkendelsesområde kan kritiseres ved at man f.eks. kritiserer dets målsætning, eller ved at man f.eks. kritiserer behørigheden af de midler, som anvendes for at opfylde denne målsætning, ved at sammenligne dem med en alternativ eller bedre måde at opfylde samme målsætning på. Udfra det synspunkt behøver vi ikke nogen generel kategori "videnskab", under henvisning til hvilken vi kan hædre et bestemt erkendelsesområde som videnskabeligt, eller klandre det for at være uvidenskabeligt" (Chalmars, 1995, side 243-244).

I sociologisk forstand (eller i deskriptiv forstand) er videnskaben den del af samfundets arbejdsdeling, hvis officielle hovedfunktion er produktion af ny viden. Videnskabs­mænd/kvinder eller forskere, er de mennesker, der på lønningslisten er beskæftiget med vidensproduktion. Denne betydning af begrebet "videnskab" frem­går mere eksplicit af betegnelsen "den viden­ska­be­li­ge institution". Viden­skaben er organi­seret i videnskabelige fag eller discipliner. Forskningen foregår indenfor disse discipliner eller i tvær­fag­ligt samarbejde (tværfaglig forskning; interdisciplinaritet). Viden­ska­ber er således sociale organisationer bestående af forskere, hjælpe­per­so­na­le, faciliteter, tidsskrifter og publikationer, edb, biblioteker etc. Et formelt kriterium på, at noget er en videnskab kan være, at der foregår en løbende dokumentation af vidensproduktionen, d.v.s. tilstedeværelsen af tidsskrifter og håndbøger indenfor området er en vigtig indikator på at en videnskab i praksis eksisterer.

Epistemologisk forstand: Begrebet videnskab anvendes også i en anden betydning. Man har diskuteret om fag som biblioteks- og informations­videnskab, audiologopæ­di, parapsykologi, psykologi, pædagogik o.m.a. er videnskaber. D.v.s. uanset, at der findes folk på lønningslisten indenfor disse områder, og uanset at der findes faglige tidsskrifter og håndbøger m.v., stiller man spørgs­målstegn ved, om området fortjener betegnelsen "viden­skab". D.v.s. der anlægges en norm for, hvad det vil sige, at noget er videnskabeligt, begrebet videnskab defineres således også normativt. Disse normer er ofte knyttet til fagets metode. Således blev psykologi anerkendt tidligere end pædagogik som selvstændig videnskab fordi psykologien anvendte den eksperimentelle metode. Hvad disse normer for videnskab består af, beskæftiger den filosofiske disciplinen videnskabs­teori, samt erkendelsesteori (epistemologi) sig med.
Eksempelvis beskæftiger Mammen (1983, side 26ff) sig med de krav, der må være opfyldt, for at psykologien kan kaldes en videnskab: Almenhed, konkrethed og specificitet. At en videnskab skal være almen betyder, at dens erfaring skal kunne generaliseres udover det enkelte tilfælde. At en videnskabs genstand er konkret betyder at dens kategorier ikke er aporioriske, givet forud for de de empirisk studerede fænomener, men er genspejlinger af almene egenskaber, vi har opdaget i fænomenerne, og derfor ikke kan defineres uaf­hængigt af disse fænomener. At en videnskabs genstand skal være specifik for den pågældende videnskab er nødvendigt at fastholde, hvis ikke den pågældende videnskab skal opløses i andre allerede eksisterende videnskaber, selv om dens konkrete genstandsområde kan overlappe andre videnskabers konkrete genstands­områder.

(Mammens opfattelse udgør eet synspunkt, som ikke står uimodsagt.
Spørgsmålet om alle videnskaber beskæftiger sig med almene genstande diskuteres eksempelvis i filosofien, hvor nogle teoretikere (bl.a. Windelband) skelner mellem nomotetiske videnskaber (naturvidenskaber), der stræber efter almene love og ideografiske videnskaber (åndsviden­skaber) beskriver enkeltstående tilfælde i deres egenart, f.eks. historiske begivenheder, psykologiens beskrivelse af enkelte personer etc.
Spørgsmålet om de videnskabelige genstandes konkrethed er tæt forbundet med ontologiske spørgsmål om verdens materialistiske eller idealistiske natur.
Spørgsmålet om hver videnskab skal have sin specifikke genstand diskuteres bl.a. af Giescke, 1981, der mener, at nogle videnskaber, f.eks. pædagogikken, ikke har en særlig genstand, men er aporetiske)

Når en videnskab er "anerkendt", bliver den ofte institutionaliseret, f.eks. i form af lærestole på universiteter og højere læreanstalter. Institutio­na­li­seringen kan da blive en drivkraft i sig selv, d.v.s. uanset eventuelle episte­mologiske og videnskabsteoreti­ske uklarheder og uenigheder - herunder en opgivelse af det teoretiske grundlag, der oprindeligt førte til viden­ska­bens etablering - kan videnskaben evt. fortsætte sit liv, afhængigt af styrken af de interesser, der vil bevare den versus bekæmpe den.

Begrebet videnskab har naturligvis flere forbindelser til informa­tions­viden­skab. Foruden spørgsmålet om hvorvidt informationsvidenskaben opfylder kri­terierne for at være en videnskab må der peges på, at informations­viden­ska­ben historisk udspringer af videnskabelig kommunikation og dokumentation. Den vigtigste pointe for forfatteren af dette leksikon er imidlertid, at infor­mationsproblemer ikke primært skal analyseres med udgangspunkt i enkelt­individers subjektive univers, men i vidensdomæner. Man kan tale om, at enkeltindivider f.eks. har et mudret, uklart informationsbehov, men man kan også analysere problemet ved at sige, at brugeren stiller spørgsmål indenfor en videnskab eller et domæne, hvor der historisk og aktuelt f.eks. hersker "strategisk opgaveusikkerhed", sådan som f.eks. Andersen (1985) gør. Det at analysere en videnskabs, et fags eller et vidensdomænes informationsproblemer kan være een modsætning til en uheldig tendens til "metodolo­gisk individualisme" og psykologi­sering indenfor informations­viden­skaben. Studiet af videnskaben er ikke ny for informations­videnskaben. Bl.a. kan henvises til traditioner indenfor bibliometrien og den videnskabelige kommunika­tion og for visse traditioner indenfor klassifikations­forskning. Der er imidlertid behov for nye angrebsvinkler (bl.a. baseret på videnskabsteori) og et mere sammen­hængende og gennemtænkt teorigrundlag.

Litteratur: Andersen, Heine: Videnskabssociologiske perspektiver på ud­vik­lin­gen i fagene nationaløkono­mi, erhvervsøkonomi, sociologi og datalogi. En projekt­præsentation. (i: Har vi den rigtige forsknings­politik? Red. af Jens-Jørgen Jensen. Esbjerg: Sydjysk Universitetscenter, 1985, side 12-23.
Chalmers, Allan: What is this thing called Science, Open University Press, England, 1982; (Dansk udgave: Hvad er videnskab. København: Gyldendal, 1995)
Feyerabend, Paul K.: "Science, history of the philosophy of" (Pp. 806-809 in: Ted Honderich: The Oxford Compagnion to Philosophy. New York: Oxford University Press, 1995. 1010 sider.
Juul Jensen, Uffe: Wissenschaft (i: Europäische Enzyklopädie zu Philosophie und Wissenschaf­ten. Band 1-4. Herausgegeben von Hans Jörg Sandkühler u.a. Hamburg: Felix Meiner Verlag, 1990, side 911-921).
Mammen, Jens: Den menneskelige sans. Et essay om psykologiens genstandsområde. København: Dansk Psykologisk Forlag, 1983. 543 + xiii sider (disputats);
Mautner, Thomas: Science (P. 388 in: A Dictionary of Philosophy. Oxford, UK: Blackwell Publishers, Ltd., 1996. 482 p.).
Schubeius, M: Und das psychologische Laboratorium muss der Ausgangspunkt pädagogischer Arbeiten werden! Zur Institutionalisierungs­geschichte der Psychologie von 1890-1933. Frankfurt am Main: Peter Lang, 1990. 344 sider (disputats)