Informationskompetence

Satsningsområdet Informationskompetence skal forstås bredt som en samlebetegnelse for de aktiviteter, processer og konkrete kompetencer, der indgår i og påvirker individers og gruppers vidensorganisering, informationssøgning og læring - i en hverdags-, studie- eller arbejdsrelateret sammenhæng. Forskningen inden for dette satsningsområde vil i særlig grad fokusere på at udvikle teorier, strategier og metoder, der bidrager til at fremme individers, gruppers og organisationers informationskompetencer og -praksis. Målet er videre at kvalificere til effektiv og kreativ brug og nytte af information og informationssystemer. Informationskompetence omfatter individers kendskab til en række værktøjer, metoder og teknikker i relation til vidensorganisering, informationssøgning og læring, men er betydeligt mere omfattende end dette. I sin fulde bredde indebærer informationskompetence også en evne til at formulere og håndtere et informationsbehov (intellektuelt og fysisk) samt at kunne bedømme relevans, konsistens og implikationer af information. Disse størrelser må ofte ses som et samspil mellem generelle logiske træk og de mere specifikke træk for det vidensdomæne, informationen er relateret til. Dertil kommer retoriske aspekter, såsom de appeller (logos, ethos, pathos) en information gives med, topiske træk ved informationen, stilistiske træk m.v. Evne til at observere sådanne træk i forbindelse med præsentationen af information er ligeledes en væsentlig del af en generel informationskompetence.

Følgende forskningsområder knytter sig bl.a. til satsningsområdet Informationskompetence:

  • Domæneanalyse
  • Gruppers informationshåndtering og sociale teknologier
  • Informationsadfærd og -praksis
  • Læring, herunder hverdags-, praksis- og livslang læring
  • Personlig informationshåndtering (PIM)
  • Relevansstudier og kildekritik
  • Retoriske aspekter, herunder appelformer, topik, og andre persuasive og stilistiske træk