FAQ, ofte stillede spørgsmål

I den følgende tekst, kan du læse svar på de spørgsmål, vi hører tit i IVA Biblioteket.

Kan jeg låne bøger på biblioteket?
Ja, alle kan blive lånere på IVA Biblioteket. Hvis du ikke er låner på biblioteket, skal du møde op med gyldig legitimation for at kunne blive låner her.
Er du studerende, er du allerede låner. Dit login er dit studiekortnummer og din kode kan du se, når du logger ind på studienettet og ser på 'Personlig Profil'. Inden du bruger dit lånerkort, skal du logge ind og sikre dig, at emailadressen er korrekt, for din konto er oprettet med din IVA-mail. Ønsker du en anden mailadresse, skal du selv rette den.
Husk at holde alle dine oplysninger opdaterede.

Hvordan får jeg bøger, når jeg er studerende i Aalborg?
Du logger dig på  katalogen og finder det ønskede materiale. Tryk på bestil. Så kommer bogen til IVA Alborg. Du kan hente dine bestilte bøger i Bibliotekssatellitten. Når du skal returnere dine lån, stiller dem tilbage på bogvognen. Vær opmærksom på, der er en leveringstid på omkring 6 arbejdsdage. Er bogen hjemme, når du bestiller den, skal du selv holde øje med, hvornår den kommer. Hvis du reserverer en udlånt bog, vil du få en mail om, at du kan hente den - men det tager stadig omkring 6 dage, fra du får mailen til bogen kan hentes på IVA. Du kan også ringe eller maile os og bede om at få den sendt med posten direkte til dig, hvis du er i knibe. Du kan altid se lånetid etc. under din lånerstatus i katalogen; det er også her, du kan forlænge dine lån, hvis der ikke er andre, der venter på bogen.

Hvordan logger jeg ind i IVA Bibliotekets katalog?
Gå ind i katalogen og udfyld login-felterne.
Hvis du var "aktiv studerende" den 1.september 2011, er dine data blevet overført til bibliotekssystemet. Du er blevet oprettet som låner og kan finde dine login-oplysninger på Studienettet under 'Personlig profil'. Dit brugernummer er dit studiekortnummer og koden er 4 tal, som du altså kan slå op på Studienettet.
Hvis du allerede var låner inden da, så er dine loginoplysninger blevet ændret. Se på Studienettet, hvad de er nu.
Det er en dårlig idé for dig selv at ændre koden i bibliotekssystemet, for de samme tal er din kode til fjernadgang til databaser og tidsskrifter. Fordelen er, at du kun skal huske én kode, og du se den på Studienettet,  hvis du har glemt den.

Hvordan får jeg adgang til tidsskrifter og databaser derhjemmefra?
Fjernadgang er kun for ansatte og studerende.
Du skal bruge adressen til DEFFNet. Her vælger du organisationen 'Det Informationsvidenskabelige Akademi' og bruger dit studiekortnummer som login og den SAMME kode som til bibliotekssystemet som kode. IVA Biblioteket sender nemlig oplysningerne til DEFFNet. (Befinder du dig bag en firewall, skal port 2048 være åben).

WAYF - hvad er det?
WAYF "Where are you from" - er en cental loginservice, som IVA Biblioteket er ved at tilslutte sig. Du kan bruge WAYF-login på Mandag Morgen og ordbogen.com. Tryk på logo for WAYF; vælg "DEFF common login" som institution og brug samme login som til bibliotekssystemet og DEFFNet.

Hvorfor kan jeg ikke få adgang til betalingsbelagte dokumenter?
Det er ikke alting, der er gratis. IVA sørger for, at ansatte og studerende har adgang til en lang række relevante tidsskrifter, bøger og databaser. Du får nemmest adgang ved at være på IVA, når du forsøger at få adgang. Dog regnes det trådløse netværk IKKE som IVA. Så skal du bruge fjernadgangen gennem DEFFNet.

Hvorfor kan jeg ikke låne bøger fra semesterhylden?
I Aalborg finder du semesterhylden i Bibliotekssatellitten, i København er semesterhylden i biblioteket. Du kan se i bøgerne på stedet, og hvis du forlader biblioteket/satellitten - kortvarigt - for at læse et andet sted i huset, skal du notere navn og telefonnummer på en seddel i biblioteket/satellitten. Bøger på semesterhylden er til for ALLE studerendes skyld, tag derfor hensyn og overhold reglerne. Bøgerne skal returneres til hylden inden Bibliotekets lukketid.  

Hvor finder jeg (papir) tidsskrifterne?
De nyeste og mest centrale tidsskrifter står i C2.06 i alfabetisk orden fra ca. 1980 og frem, men årstallet kan variere. De ældre tidsskrifter står i B-kælderen, hvor der er fri adgang til dem. Enkelte ældre tidsskrifter står i lukket depot, men du kan læse i posten i katalogen, hvad der står hvor. I B-kælderen står TO tidsskrift-rækker. Der er Studiesamlingen, som løber langs væggen. Den indeholder de tidsskrifter, der emnemæssigt falder udenfor det strengt faglige. Den anden rækkefølge er på de titler, der står på de fritstående hylder. Det er den biblioteksfaglige samling.

Hvorfor må jeg ikke låne tidsskrifter med hjem?
Tidsskriftsamlingen er en præsenssamling dvs den skal være at finde på stedet, så kan flest brugere få nytte af dem. Husk du har lov at tage gratis kopier af tiddskriftartikler i Biblioteket. Er du studerende i Aalborg kan du bede om at få artikler fra de årgange, der ikke findes elektronisk. Send os en mail.

Kan jeg bare kopiere og printe gratis i biblioteket?
Nej. Du må gerne kopiere fra tidsskrifter i biblioteket, men ikke andre ting - heller ikke private ting. Der er kopimaskine i Samlingen til formålet. Du må gerne printe biblioteks-relevant materiale i Biblioteket, men ikke egne opgaver,  mails etc. Det er heller ikke tilladt at logge ind med dit eget login i Biblioteket.

Hvordan finder jeg bogen?
Bibliotekets bestand er opdelt i samlinger, der har forskellig opstilling. De allerfleste - og nyeste - bøger står i C2.06 - det egentlige bibliotek - hvor de er opstillet efter klassifikation. Det er svært at sige kort, hvordan en opstilling skal læses. Slå op i katalogen og check om bogen er hjemme; læs 'opstilling', skriv tallet ned inden du forlader katalogen og tag det med til hylden. Du skal medtage alle tal og bogstaver. Korte tal kommer før de lange, og tegn kommer før bogstaver. Personalet vil gerne hjælpe dig, hvis det kniber, men prøv selv først.

Hvorfor er der flere forskellige opstillinger?
Biblioteket bestræber sig på at forsimple opstillingen, men du kan godt komme ud for, at der er flere forskellige samlinger i samme rum. De forskellige samlinger har nogle fællestræk, der gør det praktisk, at de står sammen. Vi håber at skiltningen kan hjælpe dig med at finde rundt. Husk også, at opstillingen kan indeholde oplysninger om det rum, hvor bogen står. Du kan læse om vore forskellige samlinger, det kan også inspirere dig til græsning på hylderne.

Hvorfor står bøgerne ikke alfabetisk?
Bøgerne er opstillet i en meningsgivende sammenhæng. Når du går hen til hylden, vil du finde andre bøger, der også handler om dit emne eller beslægtede emner. Undtagelsen er bøger med opstillingen KUB Årstal+nummer. Disse bøger er ved at blive flyttet til klassifikationsopstillingen, men indtil videre er det en accesionsorden.

Hvordan får jeg flere print/kopier?
Du køber flere print i IVA Shoppen i Biblioteket. Kontoen vil være opdateret med det samme, du har betalt.

Kan det betale sig at købe kompendier?
Ja. Prisen på kompendier er fastlagt efter prisen på papir og tryk. Du kan godt finde dine egne referencer, men det vil tage tid. Det mest praktiske er at købe kompendierne.

Hvordan får jeg flere print/kopier på min konto?
Du kan købe flere print/kopier i IVA Shoppen på biblioteket. Hver september får studerende tilført  400 stk. på deres konto. Du kan checke indestående på kontoen ved at føre kortet gennem læseren ved kopimaskinen.

Kan jeg betale med kontanter i IVA Shoppen?
Nej. Biblioteket tager imod alle betalingskort. Vi har ingen kontanter og kan ikke give tilbage.

Kan biblioteket hjælpe med det trådløse netværk?
Kontakt IT-Afdelingen, så hjælper de dig. Du skal have en særlig kode for at logge på.

Printeren i Samlingen er løbet tør for papir, hvad gør jeg?
Du kan hente papir hos betjentene.

Hvorfor kan jeg ikke aflevere bøger, der hører hjemme på andre biblioteker på IVA?
Du skal aflevere bøger på det bibliotek, hvor du har lånt bogen. Du er noteret dér for lånet, og bogen er ikke afleveret, før den er tilbage til der hvor du lånte den. Du er ansvarlig for bogen, indtil den er tilbage, hvor den hører til.

Kan jeg bestille bøger gennem bibliotek.dk til afhentning her?
Ja, men kun hvis du er ansat eller studerende her.

Kan jeg forslå bøger til indkøb?
Ja. Det er du meget velkommen til.

Kan min studiegruppe reservere et rum til at studere i?
Ja. Du kan benytte systemet birketinget6.dk. Du kan læse om studiepladser i København her.