Når du er studerende på IVA har du mulighed for at finde lige
dét miljø, du foretrækker til dine studier. Her følger en
præsentation af husets muligheder.
Hvis du gerne vil høre og se andre omkring dig
Samlingen i C-bygningen er det sted, hvor der næsten altid
er andre studerende. DSR og Baren ligger lige i nærheden, og du kan
gå ud af sidedøren, hvis du vil sidde udenfor. I Samlingen findes
mange PCere, hvor du kan logge ind, og her findes også husets mest
aktive printer. Rummet er opdelt i tre farvezoner: Den grønne
afdeling, som er tættest på DSR og printeren er mest for
studerende, der arbejder alene; den blå zone, som er bedst til
studerende med egen PC og den røde zone, som har mange bløde stole,
hvor der er plads til uformelt samvær og samtale.
Reolerne med håndbøger er med til at skabe en vis lyddæmpning, så
der er mulighed for at kunne samtale uden at alle kan høre det.
Ofte er der også musik fra DSRs lydanlæg.
På Broen udenfor glasburet finder du sofaer, lænestole og et
bar-bord, som også kan bruges til gruppearbejde. Samtidig kan du
kigge på folk, der færdes på Broen.
Du er altid velkommen i biblioteket, hvor der findes læsepladser
langs vinduerne.
Hvis du vil læse i fred
Overalt på IVA København kan du finde ledige rum og gode
stole, hvor du kan læse i fred. Særligt kan vi anbefale det lille
læserum bagest i Samlingen i C-bygningen. Her er et par gode
lænestole med mulighed for at lægge benene op. Du kan også vælge at
slå dig ned på Broen i glasburet, hvor der er læselamper ved hver
plads. Rummet er lyst og - når solen er fremme - varmt.
På broen udenfor glasburet finder du sofaer og lænestole, hvis du
vil sidde lidt blødere.
Hvis du vil bruge en PC
Huset har både undervisningslokaler og egentlige computerrum, som
du bare kan bruge, hvis de er ledige. De kan ikke bookes af
studerende - men kan være reserveret til undervisning. Har du
brug for en PC, kan du gå til Samlingen i C103, hvor alle maskiner
er til studerende. Endelig kan du booke et grupperum på www.birketinget6.dk - de
fleste grupperum har en computer.
Hvis du vil arbejde i gruppe
Du kan se en oversigt over grupperum, som du kan booke på
www.birketinget6.dk Her
finder du rum, der er indrettet med henblik på gruppearbejde, og du
kan ofte benytte rummene i længere tid. Selvfølgelig kan du benytte
et rum uden at booke, hvis det er ledigt. Dette gælder også for
computerrummene, der er at finde både i A og
C-bygningen.
Være opmærksom på, at nogle grupperum ikke har PC.
Specialepladser
Hvis du skriver speciale, kan du benytte en af
specialearbejdspladserne. Du kan reservere en plads via på www.birketinget6.dk i den
periode du har behov for; men book kun når du er sikker på, at du
vil anvende pladsen. Nogle pladser har en stationær pc, andre
pladser er uden pc. Der er skabe tilknyttet alle pladser, du skal
blot selv medbringe en hængelås.
Nøgler til grupperum og specialepladser
Du kan ved at henvende dig på Økonomikontoret (mandag til fredag
kl.8.30 til kl.11.30), hvor du mod et depositum på 200 kr. kan
få en rekvisition til at afhente en D-nøgle hos betjentene.
Hvis du vil bruge din bærbare computer og det trådløse
netværk
Der er adgang til det trådløse netværk fra alle husets
rum, men signalerne kan variere i styrke. Hvis du har problemer med
at forbinde dig, så kontakt IT-afdelingen.
Vi kan anbefale glasburet på Broen, hvor hvert bord har
stikkontakt. Disse pladser kan dog ikke reserveres, så du må bare
finde en ledig plads.
Mad og drikke
Kantinen er åben hver dag fra klokken 9 til 14. Pladserne
kan bruges i samme periode. Kantinen har også vandhaner med afkølet
vand, som du kan tappe fra.
På Broen er der automater til kaffe, te, kakao og sodavand samt
slik. Der er også en afkølet vandhane på Broen. Du må spise og
drikke overalt i huset.
Røg og sol
Ovenpå Broen - med udgang fra niveau 3 kan du komme udenfor. Der
står bænke, og der er hyggelige planter. Her kan du ryge hvis du
vil, eller bare nyde solen.
Det er også muligt at gå ud på altanerne på niveau 5 og ryge. Om
sommeren er der bænke i gården ved cykelskurene ved
C-bygningen.
Skanner
Brug Medierummet i Samlingen.
Kopimaskine
Der står én i Medierummet i Samlingen og to i kælderen under
B-bygningen. Du bruger dit studiekort til at betale.