21-06-2010Det nye navn og det nye logo bygger på den grundlæggende præmis, at IVA skaber forbindelser. Forbindelser mellem information og viden, viden og bruger samt bruger og bruger.
Et logo, der skaber forbindelser
IVA Det informationsvidenskabelige Akademi har nu fået
det visuelle udtryk, der skal bære institutionens navn og identitet
videre og give et signalement af en uddannelsesinstitution med
forskning og undervisning i front.
Navigatører gennem samfundets DNA
Det nye navn og det nye logo bygger på den grundlæggende
præmis, at IVA skaber forbindelser. Forbindelser mellem information
og viden, viden og bruger samt bruger og bruger. På IVA bliver der
forsket i design af information, og her uddannes allround
informationsspecialister til fremtidens samfund. De studerende
bliver klædt på til at fungere som kreative netværkere, der
omsætter information til viden og formidler kultur. De bliver
centrale aktører, der skaber grundlag for udvikling af viden og
navigerer brugere gennem samfundets DNA. Det tværfaglige
spændingsfelt er både et bærende element og en styrke.
Inspiration fra Fibonacci
Udviklingen af det nye IVA-logo er sket med inspiration
fra Fibonaccitallene, hvor det efterfølgende element findes som
summen af de to foregående: 1, 1, 2, 3, 5, 8, 13, 21, 34, 55,
89,144…. Den eksponentielle udvikling ligger til grund for
det spiral- og cirkelformede logo, der i princippet kan udvikle sig
til en uendelig række af muligheder, til stadighed i bevægelse men
ud fra et evigt gyldigt underliggende eksponentielt princip. Det
dynamiske islæt og den iboende interaktion med det omgivende
understreges af, at IVAs logo hele tiden kan ændre indhold i
forhold til de omgivelser, det interagerer med og sætter sit aftryk
på. Men grundformen består.
Fingeraftryk og QR-koder
I de første versioner vil man kunne skimte
grundridset af et fibernet, et fingeraftryk, QR-koder
(2-dimensionelle stregkoder, der kan aflæses med en mobiltelefon),
en pauseskærm fra TV's barndom, magasiner og bøger, neuroner og en
kæmpemæssig forstørrelse af et øje.
Det bliver de færdige kandidater fra IVA Det
Informationsvidenskabelige Akademi, der som de første får glæde af
det nye logo. Det er nemlig lykkedes at færdiggøre det nye
navnetræk på både eksamensbeviser og mapper. I løbet af sommeren
vil det nye logo dukke op på brevpapir, Chili kalender, visitkort,
hjemmesider mv.
Bodil Christensen