01-12-2010IVA's aftagerpanel mødtes i november med rektor, pro-rektor og uddannelseschef til dialog om samarbejdets formål samt en konkret plan frem til 2012.
Hvad er aftagerpanelets rolle
Panelet skal igennem det næste år bidrage til IVAs arbejde
med at skabe uddannelse med blik for udviklingstendenser på
arbejdsmarkedet og i samfundet som helhed.
Rådgivere for ledelsen: Som rådgivere for akademiet kan
aftagerpanelet tilbyde et anderledes fagligt blik på organiseringen
og indholdet af uddannelserne og et andet sprog, som kan bidrage
til at bygge bro mellem uddannelserne og samfundet/aftagerne.
Nogle af de temaer, som panelet sammen med IVA vil arbejde med,
er:
- Markedsførings-
og rekrutteringsstrategier - Hvordan gøres kandidaterne nysgerrige
efter at søge mod stadig nye aftagerområder, og hvordan opnår
aftagere på den anden side viden om IVA-kandidaters særlige
kvalifikationer?
-
Kandidaternes kompetencer set fra et uddannelses- og et
arbejdsmarkedsperspektiv - for at forstå hvad arbejdsmarkedet
behøver, og hvordan man fx som informationsspecialist kan tilbyde
sig på arbejdsmarkedet, skal uddannelserne forholde sig til de
opgave- og analysefelter, som kandidaterne skal byde ind på.
Omvendt kan fagligheden belyses i uddannelsesperspektivet, hvor
spørgsmål som fx demokratisering af viden fra Informationsvidenskab
og Kulturfomidling sættes til diskussion.
Panelet hilser IVAs profil velkommen
De "kreative netværkere", de "resultatorienterede
specialister", de "innovative entreprenører" og de "engagerede
informationsagenter" - såvel repræsentanterne fra
bibliotekssektoren som fra andre aftagerbrancher finder
profileringen interessant, idet den åbner for bredere
specialiseringsmuligheder samt mod nye og tværgående fagfelter.
Aftagerne betegner profilering som værende i positiv forstand
'ambitiøs', hvilket også stiller krav til IVA. Profileringen kalder
ifølge dem på nærvær og opbakning fra uddannelsesledelsen.
Samspillet mellem biblioteksprofessionen og
informationsvidenskaben
Aftagerpanelet har givet deres bud på, hvordan IVA kan
indtænke filosofier og praktikker fra såvel den biblioteksfaglige
tradition som fra det informationsvidenskabelige felt i
uddannelsestilrettelæggelsen på IVA:
- Kernekompetencerne bevares som del af fagligheden og skal
omsættes og oversættes til et bredere arbejdsmarked (fra
"grundkatalogisering på folkebiblioteker" til "håndtering af
metadata og informationsarkitektur").
- Stærkere IT-kvalifikationer skal fremmes på uddannelsen eller
som tilbud om én toning af uddannelsen.
- Bevare/tydeliggøre kulturformidlingsdelen som et brand. Med den
tværfaglighed, der afspejles i uddannelsestitlen
"informationsvidenskab og kulturformidling", kan kulturformidling
give et særligt (nordeuropæisk) brand til den
informationsvidenskabelige uddannelse. I den angelsaksiske
biblioteksverden arbejdes der ikke fokuseret med
kulturformidlingsdimensionen.
Kompetencebegrebet i universitetsuddannelser
IVAs uddannelser undergår som alle langvarige
forskningsbaserede uddannelser forandringer mod den ny fælles
kvalifikationsramme for universitetsuddannelserne. Trine Schreiber
fra IVA gav et oplæg om de senere års udvikling i tænkningen på
området. Der var også lagt op til en dialog om
perspektiver på kvalifikationsrammen og kompetencebegrebet. Fra
aftagernes side blev der rejst spørgsmål om udviklingsværdien ved
kvalifikationsrammen - (hvordan) skaber opmålingen af uddannelserne
i bestemte kategorier for læring og kompetencer rum for dynamik og
eksperimenteren. Det blev også konkluderet, at kravene om i det
hele taget at kunne sætte ord på, hvad man kan som kandidat, har
været til stede altid. Måske er det det vigtigste mål, set fra et
arbejdsmarkedsperspektiv.
Sekretær for aftagerpanelet
Agnete Lunddahl