17-03-2011Det Informationsvidenskabelige Akademi opslår 1 ph.d.-stipendium i "Informationskompetence og hverdagslivets informationspraksis i det digitale samfund".
En stilling som lønnet ph.d.-stipendiat ved Det
Informationsvidenskabelige Akademi, København, er ledig til
besættelse pr. 1. august, 2011, eller snarest derefter.
Ph.d.-projektet har til formål at kortlægge og analysere, hvordan
forskellige borgergrupper håndterer hverdagslivets forskellige
typer af informationsproblemer i forbindelse med transformeringen
af de krav, det digitale samfund stiller dem overfor.
Hovedformålet med projektet bliver at gennemføre teoretiske og
empiriske undersøgelser af forskellige borgergruppers
informationspraksis i forhold til det digitale univers, de må
forholde sig til for at kunne løse dagligdagens problemstillinger.
Udviklingen af borgergruppernes forståelse for digital
informationskompetence, herunder digitale kompetencer og/eller
mediekompetencer, kan ligeledes indgå i forskningsprojektet.
Ph.d.-stipendiet samfinansieres af henholdsvis Kulturministeriet og
Det Informationsvidenskabelige Akademi og udføres med tilknytning
til Kulturarvens
Forskerskole.
Ansøgningsfrist: Mandag den 2. maj, 2011
Dette opslag er et uddrag, der ikke kan bruges som
grundlag for ansøgningen.
Hele opslagsteksten med krav til ansøgning, kvalifikationer,
aflønning, ansættelsesprocedure m.v. er beskrevet i det fulde
opslag.
Det Informationsvidenskabelige Akademi er en højere forsknings- og
uddannelsesinstitution under Kulturministeriet. IVA uddanner
bachelorer, bibliotekarer DB, kandidater og ph.d.-ere i
informationsvidenskab og kulturformidling. IVA har ca. 750
studerende og ca. 60 videnskabelige medarbejdere. Som forsknings-
og uddannelsesinstitution opfatter IVA sig som et
netværksuniversitet med en række nationale og internationale
samarbejdsaftaler, se IVA's
hjemmeside for yderligere information. I disse år arbejder
IVA målrettet på at optimere forskningsmiljø og andre studieforhold
for akademiets ph.d.-studerende.