Individuelle studieforløb

Nogle studerende får i løbet af studierne på IVA/Det Informationsvidenskabelige Akademi behov for en individuel studieplan.
Det sker f.eks. ved barsel, sygdom, udlandsophold, orlov eller merit.

Det er oftest muligt at lave sådan en plan. Dog er det en rigtig god idé at kontakte studievejledningen, da vi kan hjælpe dig med at få lagt en plan, som tager højde for din situation og de muligheder, du har.

Hvis du forlænger dit studieforløb, er der nogle regler og krav, som du skal være særligt opmærksom på. Det er derfor en god idé, at du orienterer dig i din uddannelses studieordning. 

Her har vi i studievejledningen fremhævet nogle forhold, som du skal være opmærksom på i forbindelse med individuelle studieforløb:

  • Hvis du er studerende optaget på bacheloruddanelsen før 1. september 2008, er det et krav, at du har bestået alle 1. og 2. semesters prøver, før du kan melde dig til eksamen på 3. semester. Hvis du er studerende optaget på bacheloruddanelsen 1. september 2008 eller senere er det et krav, at du har deltaget i (men ikke nødvendigvis bestået) alle prøver på 1. og 2. semester, før du kan fortsætte din uddannelse på 3. semester og videre.
  • Vægtningen af hvert fag på bachelorstudiet udtrykkes i ECTS- point. Normalt har man en belastning på 30 ECTS-point på et semester.
  • Når du overvejer dit studieforløb, så se på, hvor mange ECTS-point de enkelte fag udgør, sådan at du opnår en rimelig arbejdsfordeling. Se fagenes ECTS-point i studieordningen.
  • Vær opmærksom på, at langt de fleste fag kun udbydes én gang om året, og at der derfor kun afholdes eksamen én gang om året. Se i studieordningen på hvilke semestre, der er eksamen i fagene.
  • Som studerende på IVA er du automatisk tilmeldt undervisningen, også selvom du reelt ikke er der. Har du været tilmeldt undervisningen en gang, men brug for at følge den igen kan du i særlige tilfælde søge om dispensation. Læs mere om dispensationsansøgningerog tal med studievejledningen om det.
  • Som studerende på IVA er du automatisk tilmeldt eksamen, så vær opmærksom på, at du selv skal melde dig fra eksamen rettidigt, hvis din individuelle plan kræver det.
  • Vær opmærksom på SU-reglerne, som blandt andet betyder, at du max må være 60 ECTS-point bagud. Så hvis du udskyder for mange fag/eksaminer, kan du risikere, at SU-udbetalingen stoppes i en periode. Læs mere om SU på minSU.dk eller kontakt studieadministrationen.